Til Start

 

Isfiskeri på fjeldet - Käringsjön marts 2003

Af Thomas Vedel

Småt med fisk, men hvem siger at det skal lykkes første gang. 

Sommeren karakteriseres af de lokale som den periode hvor isen er dårlig. En passende konstatering med tanke på at der ligger is fra midt i oktober til midt i maj. Hvis man vil opleve Rogens Naturreservat som det er, det meste af året skal man derfor besøge det om vinteren. Og det var så hvad jeg gjorde i håb om lidt spændende og anderledes isfiskeri, og ikke mindst en storslået natur i vinterindpakning. 

Under en af vores ture til Rogen (det var i 1997) luftede jeg planerne med Per-Roger (der har hytterne ved gården Käringsjön hvor vi plejer at bo), og det var ikke noget problem. Tværtimod kunne jeg forstå at de fleste lokale svenskere foretrækker isfiskeriet (der er jo heller ikke så mange myg!), hvor stallinger, knuder og især rødinger er det foretrukne bytte. 

    

De fleste af hans hytter ved Käringsjön er gamle uisolerede samehytter(eks. Himmelrasta), men de nye er velisolerede og kan sagtens klare kulden. Ellers er alt som om sommeren. Dvs. man henter vand i kilden, der løber hele året. Indendørs lys er stearinlys. Mad laves på gaskomfur. Udendørs lokum er das (med isoleret bræt!) og varmen skaffes fra en brændeovn. Brænde (kun birk) hentes i laden.  

Rent praktisk skal man tage stilling til hvorledes man vil færdes i terrænet. Op til 1 meter sne er ikke noget man hopper rundt på og vi taler om flere kilometer ud til de spændende fiskepladser. Alternativerne hedder snescooter (det foretrukne af de lokale), ski eller som i mit tilfælde – snesko. Der findes også folk med hundeslæder (nordmænd), men de er sjældne. Dog ikke helt så sjældne som folk med snesko! Altså generelt finder man derfor svenskere på snescooter eller ski. Nordmænd med hundeslæde eller danskere på snesko. Og der gik vist rygter om at et par tyskere engang også var set på snesko.  

Man færdes af de ”leden” eller spor, der er udlagt. Et af Per-Rogers job som Ranger for naturreservatet, er vedligeholdelsen af disse. Man går kun udenfor sporene på en afstikker. Eller som i mit tilfælde, fordi der ikke var et spor til den afkrog af en sø hvor jeg ville fiske. 

En snescooter er et dejligt køretøj. Den kan bedst beskrives som en motorcykel på larvefod med et par styre ski foran. Topfarten er 120 – 150 km/t, men der er hastighedsbegrænsning på 70 km/t og naturligvis områder hvor der ikke må køres. 

Så jeg pakkede mine isfiskesager, mit fjeldgrej i en vinterversion og købte et par snesko. Det næste problem var transporten derop. Normalt tager vi med Holte Turist (tidligere AB-Rejser) og det er nemt nok. For mig var situationen en helt anden. Den sidste bustur derop er i august og isen er som bekendt ikke god på det tidspunkt. Løsningen er ligetil. Tog fra København til Malmø hvor man skifter til nattoget over Stockholm til Östersund. Fra Östersund tager man Länsbussen til Tännäs hvorfra man fragtes i taxi til Käringsjön. Normalt er vejen de sidste 10 km lukket og man hentes derfor med snescooter. De lokale parkerer på den store parkeringsplads sommerturisterne kender så vel, og går/kører derfra af de mange scooterspor (leden).  

Som jeg opdagede var der masser af mennesker i naturreservatet. Og det var stort set alle sammen svenskere og nordmænd. Til tider var det lige lovlig meget, men som jeg også kunne regne ud, går vejen til Rogen altid forbi Per-Roger og Kirstin Wiberg. Sådan er det.  

Her følger så min bearbejdede fiskedagbog fra ugen, krydret med lidt billeder og 4 fisk. 

Lørdag den 15/3-03

Togrejsen tog 16 timer. Busturen fra Østersund til Tännäs tog yderligere 3 timer. Den bestilte taxi kom som aftalt i Tännäs, og der manglede nu kun 30 km ud i vildmarken. Vejret var mildt med sol. Rigtig martsvejr. Der ligger kun gammel sne og vejene er ryddet. Var ude ved Käringsjön ca. kl. 13 og indlogerende mig i den nye hytte lidt afsides på engen. Normalt er vejen lukket fra Käringsövallen til Käringsjön, men pga. kalkningen, der foregår herfra var den netop ryddet. Og kalkningen er i fuld gang. Det sker med helikopter fra den øvre parkeringsplads, dvs. lige over hytten. En Bell larmer!  

Helikopterfakta:
Over en række dage dumper man 750 tons kalk over Rogen og søer. Helikopteren tager 3 tons og bruger 600 kilo brændstof i timen. Timepris 7500,-
 

Jeg gik et par småture for at koble af og blive lidt fortrolig med sneforholdene. Det første Per-Roger siger når man ankommer, er altid ”Slap af”. Lidt for ofte er man overstadig og bare skal ud, men tag en slapper først.  

0 grader. Prøvede sneskoene. Man går nogenlunde på sneen. Det er vigtigt at spænde dem godt.

Uden snesko kan man gå uden problemer i snescootersporene (som regel), men træder man udenfor, er der 50 – 75 cm sne.  Visse steder 1 – 1.5 meter. Det kan faktisk være svært at komme op igen. Snescootersporene (leden) består af sammenkørt, delvist frosset sne, og er derfor ret solide. Ude på isen lå der kun 20 til 40 cm sne og herude er det derfor meget lettere at bevæge sig rundt, men stadigvæk tungt selv med snesko.  

 Søndag den 16/3
-13 grader kl. 6. Ingen vind. Lidt skyer. Måneklar nat. Kl. 8 når solen hytten. Der var én der gik forbi kl. 5,30 på ski. Alt høres meget tydeligt. Det store ”Skileden” er som en landevej. Masser af snescootere og ski. Alle lokale fisker åbenbart på Rogen efter rødinger. Kl. 8: -6 grader. Overskyet. Omkring kl. 9 hentede jeg brænde og afregnede med Per Roger.  

 

Käringsjön kl. 10-12. Det er nemt at gå i sporet. Udenfor sporet kun er der 30 cm sne. Kun 50-60 cm is, og 15 cm nede fyldt med sne (nu sammenpresset til vand (fra snefald i jan)). Dybder mellem 1 & 1,5 meter under iskanten. Ret lavt men åbenbart den rigtige dybde til stalling. Intet mærket. Lavede ca. 10 huller før det ene skær faldt af! Heldigvis havde Per Roger ekstra jeg kunne købe(det er fordelen ved at vælge et svensk standardisbor). Jeg havde faktisk forsøgt at skaffe et ekstra sæt skær i Helsingborg, men det var umuligt. Hvis man skal købe grej lokalt, er der et godt udvalg i Tännäs Sportfiskecentrum. Drog ud igen efter frokost. 

Käringsjön kl. 13-15,30. Efter en pause og en kort lektion i stallingfiskeri fra isen af Per-Roger, gik jeg til hans favoritsted (han tog 4 i rap samme formiddag). Klart vejr med flot solskin. Dybder mellem 0,5 og 2 meter under isen. Temp. 0 grader. Fik hurtigt en stalling (200 g 30 cm - mager) på maddikeagnet Titicaca kobber rødingblink. Ellers dødt. Stoppede kl.15.30. Vejret var nu overskyet og blæsende. 

 

 

Isfisketaktik

Når man kommer fra Danmarks aborrer og gedder, regner man med at ørreder og stallinger kræver finere grej og tyndere liner. Ups… ikke helt. Tværtimod! Man tager et stort og orangefarvet blink med en 0.35 tavs hvori der er bundet en str. 8 enkeltkrog. På denne sætter så mange maddiker der er plads til, og ned i hullet med det. Lidt dunken i bunden, lidt nøk og så bare sidde stille med det i et minuts tid før det hele gentager sig. Huggene er som regel kontante. Selvfølgelig varierer man sig lidt, men det er essensen af det. Kort og godt: Man meder dem under et stort attraktorblink. Jeg prøvede at skifte til tyndere line og mindre krog under blinket, men det hjalp ikke. Per-Roger ser heller ingen grund til finere grej. Under kikmede ligger man på et liggeunderlag (eller renskind), og prøver at spotte stallingerne. Er der fisk tager man det med ro og lader dem tage agnen.  

Mandag den 17/3

Blæste meget hele natten. Nogen snefygning. 0 grader. Let snefald og vind fra NV om morgenen. De bukser der var våde efter i går, er tørre nu. Hentede brænde i laden og vand i kilden. Det blæser efterhånden en del fra NV. Umuligt at gå op i terrænet. Man skal holde sig i skoven, som Kirstin klogt siger. 10.30 +3 grader og blæst. 

Kl. 12. Efter et bad (foregår i hytten) tog jeg et smut på Styggtjärnan. Prøvede ved et af Per-Rogers favoritsteder, men det blæste for meget. Tøsne, regn og NV blæst. Man bliver alt for våd både udvendig og indvendig. Opgav hurtigt og gik hjem via Käringsjön. Intet her heller. Hjemme 13.15. Det er ikke sundt at færdes ude i dette vejr! 

Kl. 17. Stadigvæk ret blæsende. +1 grad med lidt regn. Gik en lille tur, men sank i sneen (tøsne) og måtte skifte bukser. Gå kun på scooterspor! I dette vejr kommer der næsten ingen snescootere på leden, bortset fra dem der skal besøge Per Roger. Ingen er ude på Rogen i dag. 

Kl. 18.30: 0 grader, stadig blæsende fra NV. 

Tirsdag den 18/3
kl. 6. 0 grader. Stadig blæsende. Nu fra vest. Halvklart. Sneen hård igen, men lad os se senere på dagen. Kl. 8: 1,5 grad. Gråvejr. Let skydække.  

 Krattelsjön & Øvre Hån. Kl. 8 – 13. Vejret stadigvæk ret blæsende men fra vest. En del sol. Gik ud til Krattelsjön ad snescootersporet. Det blæste for meget! Borede nogen huller tværs over ved et sted der er godt om sommeren (1,5 meter – 2,5 meter under isen), og nogle foran udløbet (2 – 3 meter under isen). Isen 50 - 60 cm tyk. Intet mærket. Bidende koldt. Kalken lå som et brunligt pulver rundt omkring. Det blæste for hårdt fra vest til at jeg kunne være der. Der var frit vand ved udløbet. Ca. 30 cm sne på isen. Ellers op til 1 meter sne på land. Fandt lidt læ ved i Øvre Hån og prøvede dér (1 – 1,5 meter under isen). Mærkede intet. Gik over i det andet bassin i Øvre Hån. Der var frit vand hvor Øvre Hån deles. Prøvede her omkring uden hug (1 – 1,2 meter vand under isen). Vejret skiftede og det blev overskyet. Da det blev overskyet forsvandt det meste af vinden. For koldt, fugtigt og blæsende. Gik hjem igen. Fik et lift på snescooter den sidste kilometer. Sneen fugtig og tung. 

Kl. 13.30 + 2 grader. Skyet. 

 

Käringsjön. Kl. 15.30 – 17.30. Efter frokost og pause gik jeg ud igen. Halvklart og blæsende. Plus/minus 1 grad. Fik en lille aborre (100 gram) på en maddikeagnet 4 gram Lurette på ca. 1.5 meter vand. Det blæste op, så jeg gik ind igen inden det blev for mørkt. 

Talte lidt med Per Roger, der kun kikmeder. Han siger, at han ser stallingen i hullet suse forbi. Der er gang i dem nu, men det blæsende vejr kan godt ligge en dæmper. Var overrasket over at jeg ikke havde fået noget ved Øvre Hån. 

Onsdag den 19/3
Minus 1 kl. 7. Blæsende fra vest. Gråt. Let snefald. Kl. 10: plus 1 grad. Næsten klart. Fygning. Kl. 11.30: plus 1 grad. Klart og blæsende. Tog et stop i caféen. Det er et meget hyggeligt sted. Kirstin har det meste i sin biks, også varm mad. Hun har gjort meget for at skabe et hyggeligt sted i vildmarken. Et oplagt valg hvis man ikke gider lave mad selv eller bare trænger til lidt hygge. 

Styggtjärnan & Käringsjön Kl. 12.30 – 15.00. Vejret halvklart med en hel del blæst fra NV og snefygning. Gik nordom ad snescootersporet til søen. Prøvede først midt ude, hvor der er ret dybt (opgav at måle!), men trak ind til land og fiskede på 4 – 7 meter (stejl skrænt i bugten). Fik et hug på ca. 5 meter og op kom stille og roligt en røding på 1.16 kilo (1,2) / 48 cm, på Titicaca kobber med maddike. Fedt! Det viste sig at Styggtjärnan har en lille naturlig rødingbestand, men at de sjældent fanges. Selv Per-Roger har aldrig fanget så stor en røding dér, og søen anses tilmed for ret svær så tidlig på foråret. Efter grundig affiskning fortsatte jeg til sydenden i håb om lidt læ, men der var hverken læ eller fisk. Hjemme igen kl. 15.30. 

Der ankom ca. 6 norske hundeslæder til overnatning. Fik fisken nedfrosset hos Kirstin. Kl. 18: minus 3 grader. 

Torsdag den 20/3
Kl. 6: minus 15 grader. Plus 12 inde i hytten. Helt stille. Klart vejr. Kl. 8: minus 12 grader. Fik et lift med Per Roger ud til Rogen. Koldt og klart (lige under nul).
 

Rogen (ud for Hundviken) & Käringsjön Kl. 9.30 – 14. Meget flot vejr. Nem tur (5 km). Blev sat af hvor man kører ud på Rogen. Lidt dis. Koldt! Isen arbejdede lidt. Fiskede på en banke på 6 – 4 meter vand. Den skulle findes først. Der er 10 – 20 meter dybt omkring, og 1 – 5 meter på toppen, men det lykkedes. Intet mærket. Isen præcis lige så tyk som spiralen på isboret er lang, nemlig 80 cm. Det er ellers en sikker banke. Der var mange borehuller i området. En del på snescootere var ude og fiske på Rogen, men ovre ved Bredaån. Andre fiskere ovre ved Bredasjön. De fleste tog tidligt hjem den dag. Rogen kræver nok en del lokalkendskab. Kirstin siger, at dem der har fået fisk på det sidste, oplever en meget kort og hektisk hugperiode midt på dagen. 

Blev hentet kl. 14. Per Roger satte mig af ved hans hot spot i Käringsjön, hvor jeg fik en lille stalling (31 cm / 200 gram) på maddikeagnet 4 gram Lurette. Prøvede at kikmede men jeg så ingen fisk. Temp. begyndte at falde så jeg gik hjem. Kl. 18: minus 12 grader. 

Fredag den 21. marts
Kl. 6: minus 15 grader. Ingen vind. Halv klart. Plus 9 grader inde i hytten. 

Gik op på Vålen for at fotografere. Lidt for diset men jeg tog billederne alligevel. Selvom det så klart ud nede i dalen, var der alligevel skyer deroppe. Det klarede lidt op, og billederne er ok. Efter lidt frokost gik jeg over på Styggtjärnan. 

Styggtjärnan & Käringsjön. Kl. 12 – 17. Jeg tog en runde på de to søer. Vejret halvskyet men fint. En front trak op (måske meget sne – men så alligevel ikke). Fiskede bugten hvor jeg fik rødingen grundigt igennem. Gik op til sydenden. Lavede en del huller. Ret lavt (1 – 2 meter). Først helt ude i bassinet var der 4 meter dybt. Intet mærket nogen steder. Vinden svag. Rykkede over til Käringsjön for at afslutte dér. Intet mærket her. Fik besøg af fire svenskere (Per-Rogers venner), der havde fisket på Rogen. De havde kun fået 2 små rødinger. De kender også dette sted som et stalling hotspot. Fisk op til 1,5 kilo! Flinke fyre. En af dem har bygget den hytte jeg bor i. Han fortalte at rødingfiskeriet er bedst omkring nymåne. Han trak rundt på et lille hus med snescooteren. Det havde gaskomfur, og han fortalte at man igennem et hul i gulvet kunne fiske uanset hvor koldt det er. Sådanne ”husslæder” er ret almindelige.  

Røding sæsonen varer hele vinteren. De fisker åbenbart meget i området, især om vinteren. Mildt vejr trækker ind. Plus 3 grader. 

Lørdag den 22. marts
Lørdag: plus 2 grader kl. 7. Halvklart og næsten ingen vind. Pakkede mine ting og gjorde hytten ren. Derefter skulle der fiskes i de sidste timer.
 

Käringsjön. Kl. 11 – 13.30. Vejret fint. Let tø. Sol. Prøvede i det store bassin foran gården men for lavt, selv 200 meter ude. Først ok dybde oppe ved sundet mod øst. 1 – 1,5 meter. Intet her. Gik over til sundet der deler Käringsjön nord & syd. Intet mærket de første steder, men ud af ingenting havde jeg tre gode hug. Det første ville ikke op (tungt men slap). Den anden var en stalling på ca. 400 gram der hoppede af øverst i hullet, og det tredje var blot et godt hug. To på Titicaca kobber og et på 4 gram Lurette. Begge agnet med maddike. Ca. 1.5 meter vand under isen. Åbenbart et godt sted. Pakkede helt sammen. Vejret synes omsider at arte sig!  

Opsummering
Vejret var alt i alt imod mig og fiskeriet derfor sløvt (også for andre), bortset fra at jeg selvfølgelig også skal lære de lokale kneb. Mine danske aborretaktikker duede hverken til stallinger eller rødinger. 

Fiskeriet generelt
Per-Roger har fisket hele sit liv på søerne, og er derfor den rigtige at spørge om isfiskeriet. Kort fortalt gælder der følgende: 

Rødinger fiskes hele vinteren uanset kulde, men fiskeriet er bedst omkring nymåne. Der er gode og dårlige perioder. Det svinger meget ofte med korte intensive hugperioder. Fiskeriet foregår på Rogen, Nageltjärn og Bredasjön. 

Knuder fiskes også især på Rogen. Et hold havde en aften i ugen fået en flok op til 3,5 kilo. Han havde nogle knudesteder i Käringsjön, men fiskede dem sjældent.  

Han fisker gedder senere hen på foråret. Gedder er gode til fars, og derfor eftertragtede.  

Stallingen fiskes fra marts og til isen ikke holder. Altid på lavt vand og altid kikmede med maddiker. Steder med strøm er bedst. Stallingen kan være sky og suser gerne forbi, men kan lokkes med de rette bevægelser.  

Ørrederne i Styggtjärnan er altid svære og fiskene er altid træge om foråret. Dybeste sted er 11 meter. 

Forårsisen er ikke til at forudse. Den ligger til slutningen af maj, og fra medio / sidst i april kan der være vand på den. På Rogen ligger isen til ca. midt i juni. Scootermarkeringer fjernes 19. april.  

Der er perioder med vand på isen. Når den er væk (isen løftet) er fiskeriet dårligt for en stund (sneen er sur og det sure smeltevand (på trods af kalken?) lægger en dæmper på fiskene). I perioder er isen ok selvom der er frit vand i kanten. Ski eller snescooter er et must. Før eller siden bliver isen dårlig. Den kan være god om morgenen, men når man skal hjem er den farlig. Den ”sikreste” fiskeperiode er fra midt marts til midt april. Foråret kommer først til Tännäs i starten af maj, og sneen forsvinder først da.  

Fiskeudstyr:
Isbor (god kvalitet 100 – 150 mm). Isen er sjældent over 85 cm tyk, så standardlængde er godt nok. Ellers standard isfiskegrej som beskrevet længere oppe. Dvs. dansk grej suppleret med rødingblink og maddiker. En klapstol til at sidde på er godt, og et liggeunderlag til at kikmede fra er et must.  

Leje af hytte og salg af fiskekort: 

Per-Roger & Kirstin Wiberg

Käringsjön

840 94 Tännäs

SVERIGE 

0046 684 280 22

0046 70 629 97 05 

karingsjon@telia.com 

Der er mange muligheder i Tännäs området for fiskeri og leje af hytter. Faktisk valgte jeg det mest primitive. Dels fordi jeg kan lide og kender stedet, men også fordi man kommer langt væk. Via Tännäs Fiskecentrum kan man få en række kontakter. 

Bevæge sig i terrænet:
Der ligger ca. 1 meter sne på jorden og 30 cm på isen. Visse steder mere og andre steder mindre. De lokale bevæger sig kun på de tilkørte og hårde snescooterspor. Man bruger snescooter eller ski. Enkelte nordmænd bruger hundeslæde og de meget sjældne danske bruger snesko eller går hvor de kan. Ski er nok at foretrække frem for at leje en snescooter (500 – 1000 skr./dag). 

Sikkerhedsudstyr:
God forberedelse samt mobiltelefon, GPS og, solbriller og ekstra mad og drikke. Kort og kompas er ligeledes vigtigt. Det værste er at miste orienteringen eller fejlbedømme en afstikkers sværhedsgrad og derfor skal vade rundt i 1 meter løs sne og blive meget svedt. Derfor skiftetøj og svedtransporterende undertøj. Umiddelbart kan billederne der oppefra snyde. Det ser nemt ud, men der er mere sne end man regner med. 

Transport:
Der er flere måder at komme derop på. Den nemmeste er den jeg valgte. Man kan også flyve til Stokholm. Og herfra tage en hurtigbus til Tännäs. Man kan også tage via Sveg (både tog og fly) og så tage en bus derfra til Tännäs.

 

Info på nettet:
Käringsjön havde deres egen hjemmeside, men den forsvandt vist igen. Det er synd.  Tännäs Fiskecentrum mfl. Har hjemmesider med webcam og vejrstation, så man hjemmefra kan følge vejret. Dog er vejret oppe i naturreservatet ikke det samme som nede i dalene hvor disse er.

Svenske vejrudsigter med detajloplysninger om vind, snedække og temp. er gode. 

Kort: De svenske Gröna Kartan er et Must (172A Rogen) men derudover kan man via nettet hente de samme oplysninger http://www.lantmateriet.com/ksindex.htm

Vejen fra Tännäs til Käringsjövallen holdes åben. Den store parkeringsplads hvor alle busser losser af om sommeren fungerer som knudepunkt for alle vintergæsterne. Dvs. folk kører her ud og parkere og går på ski/kører på snescooter herfra ud i terrænet. 

Vejen fra Käringsjövallen til Käringsjön er normalt lukket, men pga. kalkningen var den ryddet netop som jeg skulle derud. Derfor kunne taxaen køre hele vejen. Normalt vil den sætte én af hvor Per Rogers ”vej” starter, og man bliver så hentet dér og kørt de sidste 10 km. 

Rejseomkostninger:
Tog fra København til Malmø, Östersund og bus derfra til Tännäs: 758 skr. hver vej dvs. 1516 skr. Billetten blev købt i Helsingborg, da det viste sig at være billigere. Rejser man på visse hverdag, bliver det endnu billigere. 

Afgang 16.00 Kbh. Ankomst Tännäs: 11.55.

Afgang 16.10 Tännäs Ankomst Kbh.: 10.39 

Taxa fra Tännäs til Käringsjön: 400 skr. Hver vej. Dvs. 800 skr.

Hytteleje for 1 uge: 1400 skr.

Fiskekort: Käringsjökortet for 250 skr. /uge eller 500 skr. /år

Maddiker: 20 skr. pr. bøtte 

I alt med fiskekort og øvrige sager (eks. proviant).: 4000 skr.  

Links: 

Tännäs Fiskecentrum: http://www.algonet.se/~tannas/ 

 


Til start